Nytårsangst



Hvad gør man når ens kæledyr har nytårsangst?

Ved man at ens kæledyr er bange for nytår (og måske skud, tordenvejr osv.) så kan man gå i gang med tilvænning og adfærdstræning allerede fra januar måned -  dvs. hele året.

 

Tilvænning (desensibilisering) går ud på at man gradvist vænner kæledyret til det den er angst for. Det kan man fx gøre ved at købe lyd-CD'er med fyreværkerilyde ved dyrlægen, på internettet mv.

Der vil medfølge en brugsanvisning med CD'en, men proceduren er, at man starter med at afspille cd'en meget lavt, og gradvist, over længere tid, skurer op for lyden. Problemet med disse cd'er, er at lysglimtene ikke følger med, så selv om hunden har vænnet sig til cd'en, er der ingen garanti for, at den ikke stadig bliver bange for ægte fyrværkeri.

Det er vigtigt ikke at "belønne" angsten. Dette gør man nemt uden at være bevidst om det, ved at give hunden ekstra opmærksomhed når den er angst. På denne måe bekræfter man hunden, i at der rent faktisk er noget at være bange for. Når man i dagligdagen lærer hunden pacificerende kommandoer, som "rolig" og "sit", vil man også kunne bruge disse, når hunden bliver angst.

 

Kosttilskud og feromoner:

Der findes kosttilskud der dæmper angst og utryghed. De virker ikke sløvende og der er stort set ingen bivirkninger forbundet med dem. Det betyder at du kan starte i god tid med at bruge dem, for eksempel i starten af december og hele vejen ind i begyndelsen af januar. Er dit kæledyr lettere nervøst over nytårsfyrværkeri og ikke totalt angst, vil det ofte være tilstrækkeligt med kosttilskud og øget opmærksomhed på adfærd, også nytårsaften.

Tæver/hunkatte udskiller et duftstof, som beroliger ungerne. Disse duftstoffer kaldes feromoner, og har også effekt på voksne dyr. Der findes diffusere til at sætte i stikkontakten, og spray på flaske, der indeholder disse feromoner (Adaptil/Feliway). Disse duftprodukter har ingen kendte bivirkninger, og du kan derfor starte i god tid fx i starten af december og fortsætte ind i januar. Adaptil/Feliway kan også kombineres med ovennævnte kosttilskud.

Medicinering:

Er det nødvendigt at medicinere dyret nytårsaften, skal ud henvende dig til din dyrlæge i god tid (i starten af december måned). 

Der er forskellige typer af medicin, og det er lidt forskelligt, hvilken medicin dyrlæger vælger at anbefale. Én type medicin er en gel, der ikke virker sløvende, men angstdæmpende. Den kan du selv administere op til nytårsaften.

Er dit kæledyr meget angst kan det blive nødvendigt at give både sløvende og angstdæmpende meidicin, og så vil dit kæledyr formentlig sove nytårsaften. Medicin skal altid gives efter grundig vejledning fra dyrlægen, og det er vigtigt at der doseres nøjagtigt som dyrlægen har beskrevet det.

 

Hvad gør jeg i dagene op til nytårsaften?

Det er vigtigt at holde din hund i snor (og måske din kat indendøre) i dagene op til nytårsaften. Hvis I blive overrasket af fyrværkeri, kan hunden(katten) finde på at flygte. Er dit kæledyr utrygt, kan det være en god idé at supplere med beroligende kosttilskud og/eller feromoner.

 

Hvad gør jeg selve nytårsaften?

-Har du hund: Gå en lang tur eller træn med hunden om formiddagen, så den er godt træt. Husk at holde hunden i snor. Træt den gerne med søgeopgaver, agility, lege eller andet som trætter "hovedet".

-Træk gardinerne for og tænd for musikken, så lyd- og lysindtrykkene ikke er så voldsomme.

-Lad ikke kæledyret være alene. Giv den gerne noget spændende at beskæftige sig med, fx et legetøj fyldt op med mad.

-Nogle kæledyr føler sig trygge i små rum, gerne lidt huleagtige. Man kan indrette et trygt rum med et tæppe. Man skal også stille drikkevand og evt. legetøj og snacks til dyret.

-Giv medicin eller kosttilskud efter dyrlægens vejledning.