Rejse med dyr



Skal din hund med på ferie?

Så skal du snart have styr på vacciner, pas mv.

Det er på tide at få styr på detaljerne omkring rejsen med dit kæledyr.

Der er forskellige regler omkring rejse med dyr, afhængigt af hvor I skal hen, og nogle rejsemål kræver at din hund vaccineres flere måneder i forvejen – så det er på tide at få tjekket op på hvad reglerne er, der hvor I skal hen.

Hvis I skal flyve skal I ligeledes i god tid tage kontakt til flyselskabet og finde ud af hvilke regler der er gældende i det pågældende selskab.

Hvis du tager din hund med ud at rejse til andre lande i Europa, er der risiko for at din hund kan blive smittet med sygdomme vi ikke har i Danmark eller kun sjældent støder på.

Nogle af disse, meget alvorlige, smitsomme sygdomme kan overføres fra dyr til mennesker. Det er derfor vigtigt, både for dig og din hund, at disse sygdomme forebygges. De fleste infektioner kan forebygges ved vaccination, ormekur og sandflue-, myg- og flåtafvisende behandling.

Det skal du have styr på nu!

1.    Tjek vaccinestatus!

Det er ALTID vigtigt at ens hund er vaccineret korrekt. Uanset om man skal blive i Danmark, eller skal udenlands, er det vigtigt at ens bedste ven er beskyttet mod diverse sygdomme.

Skal du til Sydeuropa(Spanien, Portugal, Italien, Kroatien, Grækenland), skal du overveje om din hund skal vaccineres mod Leishmaniasis. Leishmaniasis er en sygdom, der skyldes en parasit der hedder Leishmania, som kan give alvorlige infektioner hos både hunde og mennesker. Smitte sker primært efter bid fra sandfluer/myg hvorefter parasitten trænger ind i hundens celler. Her kan de forårsage alvorlig sygdom.

Man skal være ude i god tid (12 uger før), hvis man skal være fuldt vaccineret mod Leismaniasis.

Tag kontakt til din dyrlæge, hvis du er i tvivl om din hund er rigtig dækket.

2.    Er der styr på PASSET!

Skal I udenlands skal din hund have et pas – også selvom I bare skal et smut over grænsen!

Passet er kun gældende når hunden er vaccineret mod Rabies (hundegalskab). En rabiesvaccination skal være minimum 21 dage gammel for at den er gældende. Dvs. din hund skal vaccineres mod rabies minimum 21 dage før I skal rejse.

HUSK også at din hund skal have tydelig hundeskilt med tydeligt telefonnummer (+45 …).

3.    Har I husket at beskytte mod lopper, flåter og myg/sandfluer?

Flere, meget alvorlige, sygdomme overføres ved bid fra flåter, myg og fluer. Og derfor er det en RIGTIG GOD IDÈ at benytte et middel mod disse. Hvis du skal til Sydeuropa skal du være opmærksom på, at det produkt du benytter har flue-afskrækkende effekt.

Der findes flere forskellige produkter med forskellige virkningsmekanismer, og er du i tvivl så tag kontakt til din dyrlæge.

4.    Har du brug for en ormekur til din hund?

Især hvis du tager din hund med til lande i Central- og Sydeuropa er der risiko for at den bliver smittet med ormeinfektioner, som vi sjældent eller aldrig ser i Danmark.

- RÆVENS DVÆRGBÆNDELORM (echinococcer) findes især i det sydlige Tyskland og Schweiz, men er nu også set i Danmark. Det anbefales at hunde, der har været i det centrale Europas bjergområder, og som kan have ædt mus og andre gnavere, ormebehandles 1 til 2 dage inden hjemrejsen.

- Den TROPISKE HJERTEORM findes i Sydeuropa og overføres til hunde ved stik fra myg.

Begge ormeinfektioner kan overføres til mennesker. Kontakt din dyrlæge og hør mere om ormebehandling.

5.    Skal du køre i bil så HUSK.

Efterlad ALDRIG din hund i bilen - Parkerer du din bil i solen, kan temperaturen lynhurtigt stige til 80-90 grader. Du behøver ikke være længe væk for at det kan gå rigtig galt.

-Medbring rigeligt vand til turen.

-Er din hund plaget af transportsyge er det en god idé at træne bilkørsel i god tid inden man skal afsted, så hunden kan vænne sig til det. Det gælder også hvis den skal i transportkasse (til fx flytur) og ikke er vant til det.

Hvis hunden er meget nervøs findes der flere forskellige håndkøbspræparater (fås ved dyrlægen) der kan lægge en dæmper på hundens nervøsitet. Du kan evt. få et middel mod køresyge hos dyrlægen.

6.    Medbring gerne førstehjælpskit i tilfælde af at din hund kommer til skade på rejsen.

Den kan fx indeholde flåttang, pincet, diverse forbindingsmaterialer, klorhexidin/renseservietter til rensning af sår, pasta/tabletter til at stoppe diarré/forbedre mave-/tarmflora (fås ved dyrlægen), spray til sår så hunden ikke slikker i såret (bitterspray), beroligende/angstdæmpende håndkøbspræparater (fås ved dyrlægen), termometer, engangshandsker, evt. hundens eget medicin, m.v.

Du kan læse mere om rejse med kæledyr på diverse hjemmesider og se præcist hvilke regler der gælder for dit rejsemål på www.fødevarestyrelsen.dk/dyr/rejse med kæledyr.

God Sommer

Dyrlæge Else Bang Henningsen, Mobildyrlægen.

www.mobildyrlægen.dk, tlf. 24802015