Vaccination af hund



Vaccination af hund

Hvorfor vaccinere: Vaccination beskytter selvfølgelig din hund mod sygdomme, men vaccinerer du din hund er du også med til at nedbringe forekomsten af sygdomme i danske hunde generelt. Det betyder at risikoen for ikke-vaccinerede dyr er væsentlig mindre.

Hvad har vi mulighed for at vaccinere imod:

       Hundesyge – en oftest dødelig virus, der ikke findes nogen behandling imod.

       Parvovirus – Virus der giver blodig opkast og diarré. Det rammer oftest hvalpe, og kræver akut indlæggelse, og ender ofte i død. Der findes ingen behandling mod virus, kun støttebehandling.

       Smitsom leverbetændelse (hepatitis) –oftest dødelig virus, der findes ingen behandling mod den.

       Leptospirose – bakterie der giver nyre-/leversvigt. Smitter via urin fra rotter og mus. Kan overleve i fugtige områder. Dvs. høj risiko for dyr der har kontakt til fugtige områder/skov/eng, hvor der er mus/rotter. Behandles med langvarig antibiotika, men oftest dødelig. Det kan smitte til mennesker, så alle i husstanden vil blive undersøgt og oftest præventivt behandlet.

       Kennelhoste – meget smitsom hoste, der ikke er dødelig, men kan være langvarig og generende. I nogle tilfælde er der feber, og risiko for sekundær lungebetændelse. Ikke altid behov for behandling, ofte bare hostestillende og ro.

       Rabies – Hundegalskab. Ikke konstateret i danske hunde i mange år.  Vaccination mod rabies er et krav, hvis hunden skal ud af DK. Ellers ikke nødvendigt.

       Borrelia – sygdom overført fra flåter der giver ledbetændelse, feber og nervebetændelse. Behandles med langvarig antibiotika. Hunden skal stadig behandles forebyggende mod flåter pga. sygdommen anaplasmose, som også overføres via flåter.

       Leishmania – parasit, som overføres via sandfluer (findes syd for alperne). Vaccination skal ske i god tid før rejse.

       Herpesvirus-induceret fatal neonatal sygdom: sjælden sygdom der kan give abort og svagtfødte hvalpe. Tæven vaccineres oftest kun i tilfælde med tidligere tilfælde af svagtfødte hvalpe eller abort.

Ikke alle vacciner er lige relevante for alle hunde, men få en snak med dyrlægen om hvilke der er vigtige for lige netop din hund.

Hvor ofte skal man vaccinere: Der hersker ofte stor tvivl blandt hundeejere om hvor ofte man bør vaccinere sin hund. Ejere oplever at de får forskellige anbefalinger hos forskellige dyrlæger. Det skyldes at der er forskellige anbefalinger i forhold til hvilken vaccine der anvendes, og derudover har anbefalingerne for de enkelte vacciner også ændret sig over årene.

Pt. er det sådan at nogle vacciner skal gentages hvert år, og nogle skal gives hvert 3. år. Derfor er en vaccineret hund dækket mod NOGLE sygdomme i 3 år, men altså ikke alle!

Derfor anbefales det at man tager til dyrlægen minimum én gang om året for at få sundhedsundersøgt hunden og få rådgivning om hvilke vacciner der skal gives.

Er det farligt at vaccinere?: Det er vigtigt af have fokus på, at risikoen ved IKKE at vaccinere, er større end risikoen for komplikationer ved vaccination! Der er selvfølgelig en ganske lille risiko for bivirkninger ved vaccination, men de er sjældne og oftest milde og forbigående.

Der er risiko for forbigående hævelse på injektionsstedet, og hunden kan blive lidt øm og træt i umiddelbar forbindelse med vaccinationen. Ved vaccination mod kennelhoste er der nogle bestemte forholdsregler, tal med din dyrlæge.

I meget sjældne tilfælde kan der ses en allergisk reaktion på vaccinen. I så fald vil hunden blive dårlig indenfor ganske kort tid efter vaccinationen. Er man urolig kan man blive ved dyrlægen i 10-15 minutter efter vaccinationen, så kan dyrlægen hjælpe hvis uheldet er ude.

For nogle vacciner gælder det at man kan lave en titermåling for antistoffer i en blodprøve. Læs mere om dette på denne hjemmeside under fanebladet: Titertest